Spørgsmål og svar​

Ofte stillede spørgsmål ...

​Brændeovn eller pejseindsats?

Hvad er bedst - en brændeovn eller en pejseindsats?

Svar:

De er præcis lige gode. Og selv om de er forskellige er de lige effektive.

Effekten og virkningsgraden er umiddelbart sammenlignelig imellem de to brændeovnstyper. I praksis giver den fritstående ovn hurtigere varme fra sig end pejseindsatsen, der til gengæld akkumulerer og afgiver en mere jævn varme. På en fritstående skal man have meget fedtsten på ovnen for at opnå samme akkumulerende effekt.

Pejseindsatsen vælges ofte, når en tidligere åben pejs ønskes ombygget for at opnå bedre varmeøkonomi, men kan selvfølgelig også vælges til en ombygning eller et nybyggeri.

Begge løsninger er gode, og valget bør primært gøres i forhold til indretningen af boligen samt individuel smag og behov.

​Brænde - hvilket træ?

Hvilket træ har bedst brændværdi?

Svar:

Alle træsorter varmer - ved ens vandindhold - lige meget pr. kg. træ. Der er imidlertid stor forskel på træsorternes vægt. F.eks. vejer grantræ en trediedel mindre pr. rumenhed end bøgetræ. Omvendt skal der altså 50% mere grantræ til at give samme varme som bøgetræ målt i rumenhed. Det vil sige at 2 kubikmeter bøgetræ giver samme varme som 3 kubikmeter grantræ.

Dette er vigtigt at vide når man sammenligner priser på træ, f.eks. solgt i en palleramme!

Et andet forhold der gør sig gældende er, hvordan træsorten opfører sig ved praktisk anvendelse. Her er træsorter som bøg og ask gode fordi de dels brænder flot med høj brændværdi, men dels fordi de danner nogle flotte gløder. Birk brænder pænt og roligt og det er tillige smukt at se på med den hvide bark. Brændværdien hører derimod ikke blandt de bedste.

​Hvor meget er en rummeter træ?

Hvad er forskellen på en kasserummeter og en skovrummeter træ?​

Svar:

​Der bruges flere forskellige mål for brændemængder. Det er vigtigt at vide, når man skal købe træ. Husk at spørge skovfogeden eller brændehandleren, hvilken slags rummeter der er tale om, når du skal vurdere prisen.

En kasserummeter er den mængde brænde, der kan være i en kasse på 1 x 1 x 1 meter, hvor brændet ligger hulter til bulter. Der er således meget "spildplads" i kassen, og der er kun ca. 0,45 kubikmeter fast træmasse i en kasserummeter. Mængden kan dog svinge noget.

​En skovrummeter træ består af ukløvet træ i hele længder - i skoven ofte 2 meter - stablet pænt men med den luft imellem som naturligt opstår mellem træstammer. Der er ca. 0,65 kubikmeter fast træmasse i en skovrummeter.

​En stablet rummeter træ består af savet - normalt i ca. 33 cm´s længde - og kløvet træ, som er stablet pænt. Der er ca. 0,70 kubikmeter fast træmasse i en stablet rummeter træ.

Skorsten? Hvilken skorsten kræves til en brændeovn?

Svar:

En af de vigtigste forudsætninger for en velfungerende brændeovnsinstallation, er skorstenen. Populært kan skorstenen kaldes brændeovnens motor. Er der ikke det korrekte træk i skorstenen, fungerer ovnen ikke optimalt. Nye og moderne brændeovne stiller større krav til træk og skorstensforhold end ældre ovne. Du kan altid få gode råd hos den lokale skorstensfejer, som også kan kontrollere om din skorsten er i orden, og kan "trække" en ny og moderne brændeovn.

Det er ligegyldigt om brændeovnen tilsluttes en muret - isoleret - skorsten eller en stålskorsten.

Tilslutning til muret skorsten:

Skal brændeovnen tilsluttes en muret skorsten, fastmures en røgrørbøsning i skorstenen, og røgrøret føres ind i dette. Der skal herefter tætnes med speciel paksnor mellem røgrørsbøsning og røgrør.

Tilslutning til stålskorsten:

Fra brændeovnen og op til 225 mm fra brændbart loftbeklædning kan man benytte et uisoleret røgrør. Fra 225 mm under loftbeklædningen og op gennem loft og tag skal røret være isoleret, og skorstenen skal forsynes med en regnhætte.

Godt træk i skorstenen får man når:

  • ​der er stor forskel i temperaturen i skorstenen og udenfor.
  • det er klart i vejret.
  • skorstenen har den rette højde - spørg din brændeovnsforhandler eller den lokale skorstensfejer, hvad den rette højde skal være.

Nedsat træk får man når:

  • ​temperaturforskellen er for lille - f.eks. ved for lav temperatur i brændkammer og dermed skorsten. Det kan ske, hvis brændet ikke brænder med god ild og gløder. Eller skorstenen er dårligt isoleret, og varmen forsvinder ud gennem skorstenen og ikke op gennem skorstenen.
  • udetemperaturen er for høj - f.eks. om sommeren.
  • skorstenen ikke har den nødvendige højde, eller måske er i læ af tag eller høje træer, hvilket tillige kan give risiko for røgnedslag.
  • der kommer falsk luft ind i skorstenen - f.eks. gennem manglende fuger.

​Valg af brændeovn? Hvilken størrelse skal brændeovnen have?

Svar:

Det er vigtigt at vælge en brændeovn som opfylder alle behov. Både funktions- og designmæssige behov. Og så skal størrelsen - eller ydelsen - afpasses det rum eller det hus, brændeovnen skal opvarme.

En moderne brændeovn kan opvarme mellem 10 - 20 kvadratmeter (med normal lofthøjde) pr. kilowatt effekt. Husets isolering og tæthedsgrad har dog stor indflydelse på dette nøgletal.

Generelt skal man passe på ikke at få en brændeovn, der er for stor. Det er nemmere, mere miljøkorrekt og giver en bedre fyringsøkonomi at have en ovn med et mindre brændkammer og en mindre effekt, end at have en stor brændeovn med stor effekt. Den store brændeovn skal have samme temperatur i brændkammer og skorsten som gældende for en mindre brændeovn for at brænde korrekt. Og dermed bliver der måske alt for varmt i stuen.​​

​★ ★ ★ ★ ★

Vurderet 5 / 5 stjerner ud fra mere end 8 anmeldelser fra Facebook

Åbningstider

​Mandag - Fredag

13.00 - 17.30

Onsdag

Lukket

Lørdag

​10.00 - 13.00

I perioden 1 Maj til 31 August Lørdagslukket

kontaktinformation

​Telefon: 63 22 00 30

E-mail: post@svendborgpejse.dk